2. del: I mødet med virkeligheden

Skrevet af Mie Nymann Blitskov, studerende på 3. årgang

Trods lærerstudiets meget målrettede orientering mod professionen som lærer møder jeg ofte studerende, der ønsker at gå helt andre veje, eller som ikke har fundet sin vej endnu. Da jeg selv, i 2015, tog mit første skridt ind ad glasdøren til aulaen på Nyelandsvej 27, var jeg én af dem, som ikke anede, hvad jeg ville, når jeg 4 år senere ville sidde med en endt professionsbachelor.

Mulighederne synes mange, men samtidig begrænsede, og i kraft af undervisning, der er rettet meget specifikt mod folkeskolen, blev jeg endnu mere i tvivl. Hvilke muligheder er det, der åbnes for én, når man står med den professionsbachelor i hånden? Jeg har talt med fire tidligere studerende fra lærerstudiet på Nyelandsvej for at få et indblik i, hvad det egentlig er, man kan efter endt studie.

”I mødet med virkeligheden” er delt op i 2 afsnit. Sidste uge fortalte jeg om Emil og Lasse som begge har valgt at tage uddannelsen videre med en overbygning. Den her uge møder i Caja og Iben, som har valgt at kaste sig hovedkluds ud på arbejdsmarkedet, som henholdsvis lærer på en folkeskole og lærer på en efterskole. Læs med herunder, hvor de fortæller om deres oplevelser i det nye liv som lærer.

Caja Fastrup, Folkeskolelærer, på skolen på Duevej.

Caja er uddannet indskolingslærer og hun arbejder på Duevejsskolen i indskolingssporet. Caja er taget ud for at møde mig på Nyelandsvej, hvor jeg har glædet mig til at høre hende fortælle om ”livet som lærer”.

Fortæl om en typisk dag på dit arbejde?

”Jeg møder ind på skolen kl. 7.45 i mit teamrum, hvor jeg altid lige snakker med mit team. Vi er syv lærere til fem klasser. Vi småsnakker lidt om løst og fast, nogle gange om elever, andre gange privat. Herefter går jeg op i en af mine klasser, før det ringer ind.

Hun indskyder. ”I min egen klasse, hvor jeg er klasselærer samler vi telefonerne sammen og låser dem inde. Så underviser jeg børnene i enten dansk, matematik eller N/T, som er mine tre fag. Jeg har dog kun linjefag i dansk og matematik.”

Caja tager en tår af sin kaffe før hun forsætter…

”Efter mine lektioner, hvilket varierer meget i antal, har vi nogle gange samlinger eller møder”.

Caja uddyber med et eksempel på hvordan en eftermiddag kan se ud.

”Hvis det er tirsdag har vi på skolen fælles forberedelse, hvor ALLE sidder på skolen fra 14-16 og er til rådighed til møder eller forberedelse på tværs. Min forberedelse kan enten bestå af forberedelse til de konkrete fag, jeg skal undervise i, forældremails, ugeplaner og planlægning af større forløb. De fleste andre dage forbereder jeg mig enten hjemme eller en times tid på kontoret. Vi har alle et ’kontor’, hvor vi har eget skrivebord. Vi er opdelt i årgangsteams, så vi syv lærere, som har 4. årgang sidder i samme rum.”

Jeg fornemmer ofte en stemning på uddannelsen af, at der er mange, som ikke er tiltrukket af at skulle ud i folkeskolen. Jeg er derfor interesseret i at høre hvad der drev Caja imod folkeskolen.

Hvorfor har du valgt at gå ind i folkeskolen, efter færdiggørelsen af din bachelor på lærerstudiet?

”Jeg kunne mærke, at jeg vildt gerne ville ud og undervise. Jeg var helt mættet af bøger og teori og ville bare ud og prøve det af i virkeligheden. Jeg var slet ikke i tvivl om, hvorvidt jeg skulle læse videre eller være lærer med det samme.”

Dejligt kontant svar. Du siger at du er helt mættet af bøger og teori, kan du måske uddybe hvordan du ser at al den ”viden” bidrager til dit arbejde?

"Det har selvfølgelig bidraget til meget. Jeg har lært en masse fagfagligt i mine linjefag. Jeg ville ikke kunne undervise med den samme ro uden den viden”

Hun tilføjer med et skævt smil ”af og til fake it till you make it.”

”Jeg vil dog sige, at der er meget, som jeg først har skullet forholde mig til på mit arbejde. Der er mange praktiske ting såsom konflikthåndtering, som jeg har følt mig helt uforberedt på. Jeg ved godt, at det ikke er et fag, men det er ganske enkelt noget, som fylder optil halvdelen af ens hverdag i indskolingen og på mellemtrinnet.”

Kan du uddybe hvordan du helt konkret benytter din fagfaglige viden? Og din viden fra de pædagogiske fag?

”Jeg bruger dagligt min fagfaglige og didaktiske viden i min undervisning. Jeg forsøger at lave en varieret undervisning i mine fag med forskellige materialer, tilgange og gennem bevægelse eller leg. Jeg har erfaret, at vi i den grad har manglet undervisning eller i det mindste forberedelse til konflikter. ”

Caja tilføjer i en lidt frustreret tone: ”det er børn, vi arbejder med… de kan komme i konflikt over de mest ubegribelige ting… for os voksne.”

Hun kommer med et eksempel: ”Jeg havde ikke forventet, at jeg skulle tale med børn om, at de ikke må gå ud af en leg uden at sige det højt. ”

”Jeg synes også, at vi er alt for dårligt klædt på ift. specialpædagogik. Som folkeskolen ser ud nu, er der inklusionsbørn… eller hvad vi nu kalder dem på de forskellige skoler… i nærmest alle klasser. Det betyder, at man skal indtænke det i sin undervisning, i frikvarterer og i individuelt- eller gruppearbejde. Jeg føler mig på ingen måde klædt på til at udtale mig om, hvorvidt en elev har træk af f.eks. ADHD… men det bliver jeg alligevel spurgt om af forældre.

Hun griner lidt før hun forsætter…

”Generelt er det google, der bliver min ven, og det ville have være rart at have haft mere end fem undervisningsgange fra instituttet til at opbygge min faglige viden om specialpædagogik på.

Dog vil jeg sige, at jeg har taget mit sociale liv med videre. Det har været det, som jeg har savnet mest på instituttet og frygtet at skulle undvære. Det tog mig lidt tid på min arbejdsplads, men nu har jeg fundet mig rigtig godt til rette og føler, at jeg kan bidrage til noget socialt på min arbejdsplads. ”

Hvad har overrasket dig i dit arbejde som lærer?

”Det har overrasket mig, hvor meget tid man rent faktisk bruger på konflikthåndtering. Det fylder så meget for de enkelte børn. Hvis det har været en ekstra voldsom konflikt, så skal man også inddrage forældre, så de tager en snak med børnene. Jeg lærte engang i praktikken, at det er vigtigt, at de føler, at konflikten er løst, ellers kan de ikke fokusere på læring. Det, må man sige, er sandt. Når det så er sagt, så har jeg også lært, at det er en balance, for hvis man skulle håndtere alle elevers daglige konflikter, så ville man ganske enkelt ikke undervise et eneste minut. Jo bedre man kender sine elever, jo lettere bliver det også at forklare dem, at det er den slags konflikter, hvor man siger ’pyt’” ...

Hun rynker lidt på næsen og smiler stort, da hun tilføjer: ”hvilket er et ord, jeg er kommet til at hade”

Caja forsætter…

”Det har også overrasket mig, hvor pressede lærere generelt føler sig. Det er både nyere lærere og de rutinerede. Der er så mange opgaver for en lærer, og med flere undervisningstimer er der færre timer til at gøre flere ting. Jeg brokker mig ikke, da jeg personligt godt kan finde tiden, men jeg har heller ikke børn, jeg skal hjem og give omsorg og opmærksomhed. Jeg har haft en presset periode i år, hvor jeg gik og var bange for at glemme ting, fordi vi havde så mange ting, vi skulle. Blandt andet ture, nationaltest, almindelig undervisning, møder…”

Det lyder til tider krævende… føler du så at uddannelsen har klædt dig ordentlig på til at være lærer?

”Jeg føler på mange måder, at jeg er blevet klædt på. Men jeg føler også på mange områder, at det er mangelfuldt. Det er ikke en skrøne, når de siger, at det er ligesom, da man fik sit kørekort, og nu skulle man rigtigt ud og lære. Det er fuldstændig sådan. Man lærer på ingen måde, hvordan det er at være lærer ved at være i praktik. Du har fem gange så meget tid til at forberede halvt så mange timer.

Som helt nyuddannet sad jeg tit aftenen før og skrev detaljeret ned, hvad der skulle ske, for ellers kunne jeg ikke huske alt det vigtige, som jeg ville sige. Det kan man ikke blive undervist i at skulle. Forberedelse og forældremail, forældremøder og skolehjemsamtaler… hvor der ikke altid kun er positive og rosende ord… er noget, man først lærer præcis, når man sidder i det.

Jeg vil sige, at jeg klart har fået mest fagfagligt ud af uddannelsen, men alt det sociale og trivselsmæssige i forhold til elever, det synes jeg klart har været en mangelvare på studiet. Når det så er sagt, så har jeg også svært ved at se, hvordan man kan undervise i noget så praksisorienteret, når man ikke har samme relation til elever og forældre under uddannelsen. ”

Iben Kristiansen, lærer på Karise efterskole.

Iben har ligesom Caja kastet sig direkte ud på arbejdsmarkedet. Her arbejder hun på en efterskole i Karise. På skolens hjemmeside står der: På Karise Efterskole har alle elever særlige læringsforudsætninger, herunder unge med læringsvanskeligheder, udviklingshæmning og autisme. Ibens job er derfor i høj grad fokuseret på det specialpædagogiske arbejde.

Fortæl om en typisk dag på dit arbejde?

”Jeg møder altid kl. 8.30, hvor der er morgenmøde. På morgenmødet samler vi op på gårdagens vagt. Allerede inden morgenmødet, når jeg har parkeret min bil, bliver jeg mødt af elever. Her bliver der udvekslet kram og et ’Iben, der er problemer igen. Kan vi lige tale..’….

Iben holder en kort pause før hun forsætter…

”Tirsdag og onsdag er jeg på stamhold Merkur, som er den klasse, jeg underviser i. Vi arbejder altid i teams, så man er aldrig alene om eleverne. Vores arbejde er meget projektorienteret, så vi har mulighed for at gå i dybden, og det er muligt at differentiere, så eleverne arbejder med netop det, de finder interessant og lærerigt. Torsdag og fredag har jeg linjefag, hvor jeg underviser i madkundskab. Selvom dagene altid er bygget ens op rent skemamæssigt, ligner de sjældent hinanden.”

Ibens arbejde lyder interessant, men også til tider krævende… Jeg er interesseret i at vide, hvorfor Iben har valgt at arbejde inden for specialområdet, og hvordan hun er endt på Karise Efterskole.

Hvorfor har du valgt arbejdet som lærer på en specialskole efter uddannelsen?

”Allerede inden jeg startede med at læse til lærer, vidste jeg, at jeg ville arbejde inden for specialområdet. Interessen opstod, da jeg var pædagogmedhjælper på Skovagerskolen i Jelling…

I 2016 var jeg i praktik på Karise Efterskole, hvor jeg siden har været vikar og nu er fastansat. Specialområdet tiltaler mig, fordi det går beyond det fagfaglige Og så er det bare noget helt særligt at arbejde på en efterskole, man får et helt andet forhold til sine elever, da man også er sammen med dem efter skoletid. Det er deres hjem, hvor man skal forsøge at guide dem og gøre dem klar til voksenlivet. Jeg arbejder udover didaktikken, som jeg har lært på lærerstudiet.

Jeg ved, hvordan jeg planlægger, gennemfører og evaluerer et undervisningsforløb, men studiet giver et urealistisk billede af dette…

Hvordan ser du at ”det urealistiske billede ” fremgår i din dagligdag?

”Man har sjældent forberedelsestimer, der tillader én at lave sine egne materialer, hvilket forventes af flere af underviserne på lærerstudiet. Det har overrasket mig, hvor lidt tid der egentlig er til forberedelse. Jeg er glad for, at jeg arbejder i et team, hvor vi er sammen om planlægningen, da det er et stort arbejde at sikre god undervisning, samtidig med at man skal sikre trivsel.”

Jeg snakkede med Caja tidligere som også nævnte forberedelsestiden, hvilket jo er interessant… i kraft af dette, føler du så at lærerstudiet har klædt dig ordentligt på til dit arbejde som lærer?

”Både ja og nej…”

Iben tænker et øjeblik i stilhed før hun forsætter…

”Jeg ville ønske, at der var mere praktik på læreruddannelsen, da det er i praktikken, at man virkelig kan få noget erfaring. Jeg har arbejdet meget ved siden af studiet, og det er i samspillet med elever og kollegaer, at jeg er blevet rustet til at varetage mit ”voksenjob” efter endt studie. Det er fedt at kunne trække på noget teori, men teorien er bare ikke altid forenelig med praksis, og hvad er en teori værd, hvis man ikke ved, hvordan man omgås de unge mennesker ude i skolerne?

Ibens sidste sætning sætter gang i nogle refleksioner hos mig … fordi som hun selv siger: Hvad er en teori værd, hvis man ikke ved, hvordan den skal benyttes i praksis?

Hvis ikke man har de nødvendige ressourcer eller den nødvendige viden til at trække det teoretiske ned over mennesket...?

For nogle uger siden udgav Fredsblad artiklen ”Bliver vi klædt på til praksis” af Emilie Dalgaard Schrøder. Artiklen er skrevet fra en studerendes synspunkt, ovenstående interviews er lavet med 2 kvinder der er ude i praksis. Her nævnes både chokket over manglende forberedelsestid, og evnerne til konflikthåndering.

Spørgsmålet om vi er klædt på til praksis må derfor siges at være yderst relevant og nærværende, og skal tages op igen og igen, for at vi som studerende får de bedst muligt forudsætninger.

Jeg takker begge kvinder for samtalen, og udgiver hermed 2. del af den lille serie ”I mødet med virkeligheden”. Jeg håber at du, som læser, har fundet artiklerne relevante og brugbare for din praksis som lærerstuderende og som kommende lærer.

Redaktionen ønsker glædelig jul til alle vores læsere.