‘Forperson’ - hvorfor?

Af Mads Tudvad, 2. årgang, Campus Nyelandsvej

Gennem min tid som forperson for Københavns Professionshøjskoles studenterråd opgav jeg at tælle, hvor mange gange jeg blev spurgt om, hvorfor det hed ‘forperson’ og ikke ‘formand’. Her kommer mit bud på et svar.

Verden har et uoverskueligt antal problemer. Heldigvis kan vi som kommende folkeskolelærere gøre vores for at løse nogle af dem, uanset om det er polarisering, klima eller ligestilling, der står for skud.

Netop ligestillingen kan vi nemt og konkret gøre noget ved, når vi i nær fremtid træder ind i klasselokalerne som ansvarlige for elevernes trivsel, læring og udvikling. Vi kan gøre noget markant ved, hvordan piger og drenge ser på sig selv og på hinanden, og hvordan de drømmer om fremtiden. Ganske enkelt ved at ændre en lille smule på vores sprogbrug.

Lad os tage et kig på baggrunden for det: Socialkonstruktivisme er et begreb, vi løbende støder på i alle fag i læreruddannelsen, og det er med god grund: Al viden, der ikke kan bevises rent naturvidenskabeligt, vandt mere og mere frem i det 20. århundrede, vi blev klogere på hvordan vi er sammen med vores medmennesker, og i folkeskolen kom det relationelt betingede i lærerens omgang med elever heldigvis mere i fokus. Farvel, revselsesret - goddag, ligeværdige relationer.

På den baggrund har samfundet især siden Freuds tid åbnet op for et væld af forståelser for, hvorfor vi mennesker gør, som vi gør. Flere og flere højtprofilerede fagpersoner er enige om, at vores relationelle virkelighed i høj grad består af sociale konstruktioner, og at vi på den måde altid er med til at skabe vores virkelighed. Vi skaber virkeligheden gennem især vores sprogbrug, og her spiller lærerrollen i høj grad ind: Det er os, der skaber fremtidens sprogbrugere. Tænk bare tilbage på PL2 eller på dengang, du selv havde dansk i folkeskolen.

Freud er for længst gået bort, men det er traditionerne fra hans tid ikke. Kvinderne fik stemmeret, men vi har stadig ikke lige mange kvinder og mænd på topposter, endsige ligeløn eller generel ligestilling. Og her kan vi som kommende lærere virkelig gøre en forskel.

Tillad mig at blive konkret: Når vi om nogle år går ned til bagerste række for at tysse på Frederik og Ida, betyder det selvfølgelig noget, om det er “HOLD NU KÆFT!” eller “husk at være stille”, der kommer ud af vores mund. Når de kommer i 9. klasse og får en “Hvad kan du blive?”-bog i hånden betyder det selvfølgelig noget, om rollemodellerne på forsiderne for de forskellige professioner er mænd eller kvinder. Og når vi som lærere skal hjælpe dem til en forståelse af den voksende verdens vildtvoksende jungle betyder det noget, om det hedder sygeplejerske eller sygeplejer, kassedame eller flaskedreng - og formand eller forperson.

De forskellige professioners titler betyder slet og ret noget for, hvordan vores elever former deres idéer om virkeligheden og dermed deres drømme for fremtiden. Det er derfor både vigtigt og naturligt, at vi som fremtidens folkeskolelærere bidrager positivt ved at gå forrest i at danne fremtidens borgere til et samfund med ligeværd og ligestilling kønnene imellem.

Vi kan meget passende starte på Nyelandsvej - en ændring af titlerne for foreningernes frontfigurer til kønsneutrale betegnelser vil sende et stærkt signal om, at vi som kommende lærere tager ligestillingsproblematikken alvorligt. Og dét skylder vi vores elever.