top of page
  • Forfatters billedeRedaktionen

Dannelse - hvad er det?

Skrevet af Theresa Kvist, Line Lundgaard Mikkelsen og Morten Friis Outzen, studerende på læreruddannelsen, Nyelandsvej


Interview med Olav Hesseldahl

Cand.mag., Københavns Universitet og medstifter af Ungdomsbureauet


Dannelse er noget med livssyn, udsyn og engagement

Vi har taget en snak med Olav Hesseldahl, cand.mag i Filosofi og Innovation, og stifter af UngdomsBureauet om dannelse og ikke mindst dannelse i folkeskolen. Han har en forståelse af folkeskolen som et sted der, skal og kan mere end at klargøre eleverne til arbejdsmarkedet. Folkeskolen skal iværksætte hele kroppens forståelse af livet og holde igen med målstyringen og instrumentaliseringen af undervisningen.


Dannelse og dens plads i folkeskolen:

“Der findes gentagne eksempler på politikere (ingen nævnt, ingen hængt ud), der italesætter formålet med skolegang og uddannelse i almindelighed som værende uddannelse til et arbejdsmarked. Derfor bliver dannelse ofte oversat/forvekslet med kompetence, hvilket jeg ser som det nye sort. Men det er forskellige ting. Kompetencer og færdigheder er noget man lærer, der kan omsættes og bruges konkret. Dannelse er noget med at træne, udvikle og forfine en mental infrastruktur, der koordinerer forskellige oplevelser, følelser, traditioner, teorier og meget mere til livssyn. Det skal trænes heftigt, som det traditionelt set er sket i de danske uddannelsesinstitutioner - fra vuggestue til universitet.” Professor emeritus Ove Korsgaard har engang sagt, at “man ikke fødes som demokrater”. Det er, også, uddannelsessystemets opgave. Hermed ikke sagt, at kompetencetænkningen, i mine øjne, er uaktuel. Kompetencer og dannelse er bare to ting, der ikke bør blandes sammen.


Hvilke mennesker der skal “komme ud på den anden side” af folkeskolen:

“Vi skal lave danske statsborgere, der på et dansk grundlag bliver i stand til, i fremtiden, at agere i en støt stigende globaliseret verden. Folkeskolen, og privatskoler i øvrigt, skal bevidstgøre eleverne om deres ståsted i verden. Jeg er ikke messias, der vil fortælle, hvilke mennesker der er rigtige og forkerte. Jeg oplever dog en ungdom, der ikke stoler nok på sig selv. Kommer det fra deres skolegang?”


Hvordan vi skal danne vores elever:

“Dannelse er selvfølgelig noget man kan træne og opnå gennem bøger og ved klaske sin røv i sædet. Men der er altså også mange flere måder at tilegne sig det, som kunsten og kulturen kan inspirere til. Hvor er morgensang i skolerne? Hvor er stilheden? Hvor er de indlæringsformer, der appellerer til de unge der ikke nødvendigvis er så boglige? Dannelse skal iværksætte hele kroppens forståelse af livet. Mennesker har forskellige måder at forstå verden på, men i skolegangen bliver der lagt vægt på det teoretiske. Men hvad kunne folkeskolen og ungdomsuddannelserne ikke blive, hvis de lod sig inspirere lidt mere af højskoler? Her bliver alle sanser sat i spil.”


Hvorfor Grundtvig ikke er helt outdated:

“Grundtvig var håbløs nationalromantisk i hans intellektuelle virke. Han manglede et kæmpe udsyn og i dag ville han virke totalt naiv. Men de midler han brugte, sang, digterkunst, taler, foredrag og meget mere appellerede til mange sanser. Dannelsen kan komme til udtryk i undervisningen ved at man lader sig inspirere af Grundtvigs metoder fra dengang og kigger på højskolernes opdatering af Grundtvig i dag. Højskolerne er, fordi formålet og målstyringen er så elastik, store laboratorier for undervisningsformer. Prøv at fjerne eller neddrosle målstyringen i undervisningen og man vil se unge engagere sig i undervisningen på en ny måde. Målstyring og instrumentaliseringen af læringen er godt for noget, men den bør også doseres. Hvor er den statsstyrede og initierede modighed til at udforske undervisningsformer?”



Interview med Niels Egelund

DR.pæd., Aarhus Universitet


Dannelse handler mere om sund fornuft

Udvidede næsebor, et dybt suk eller en tur op i det røde felt er ikke ualmindelige reaktioner, når du nævner professor i specialpædagogik Niels Egelund på et lærerværelse, blandt pædagog- eller lærerstuderende eller i Danmarks Lærerforening. Han er, hvad man populært kalder en deler. Han har holdninger og er ikke bleg for at udtale sig. Men ingen kan betvivle hans engagement og passion for folkeskole, uddannelse og det at sikre børn og unge den bedst mulige ballast til at mestre livet.


Hvad skal vi med folkeskolen?

Vi skal forberede eleverne på deres videre liv.


Hvilke mennesker vil vi gerne have kommer ud på ’den anden side’?

Nogle livsduelige mennesker til en verden, hvor der stilles store krav til individualitet, faglighed og kreativitet.


Hvad skal vi med dannelsen i folkeskolen?

Dannelse er et vigtigt aspekt. Folkeskolen har et formål ud over det rent faglige. Dannelse er også, hvordan vi gebærder os i familien, i det offentlige rum i det hele taget, hvordan man er sammen med andre mennesker. Det er den dannelse, du også lærer i frikvarteret, i bussen, toget, til en generalforsamling eller til et møde. Og det er et vigtigt element i skolen, for det er ikke alle forældre, som evner at lære deres børn nogle af de grundlæggende sociale færdigheder. Det kan være at holde mund, indtil man bliver spurgt. Men også det der med at opføre sig ordentligt under transport. I skoler vil det typisk være på udflugt, lejrskole eller på tur i en fremmed by eller kultur.


Hvad skal lægge vægt på i forhold til dannelse?

Der er ikke bestemte ting, men at man skal lære at tage hensyn til hinanden. Det er vigtigt, at man lærer at indrette sig efter flertallet og følge spillereglerne. Og lige for at vende tilbage til det med transport. Jeg var til møde i Bruxelles for nylig. Noget af det mest slående var, at folk rejser sig for hinanden - og for eksempel en på min alder. Herhjemme sidder mange unge med fødderne oppe på sæderne. Og vi er for mange, som ikke tør sige til dem, at det ikke er i orden.


Hvordan skal dannelse komme til syne i undervisningen?

Dannelsen skal inddrages, hvor det passer - eksempelvis møder i klasser eller andet. Eller hvis man besøger en kirke, at man så ikke farer rundt. Det kunne også være hvis man bliver vidne til et ligtog. Så kan du lære at stå stille og eventuelt tage hatten af. Det er vigtigt at lære børn og unge, hvad der er passende opførsel.


Hvad er målet med dannelse? Er der et dannelsesideal?

Det er svært at sige. Jeg vil hellere sige normer og rammer. Man skal ikke sige: ”Du SKAL gøre sådan”, men udstikke rammerne.


Læringsmålstyret undervisning og dannelse. Kan de gå hånd i hånd?

Ork ja det har jeg slet ingen problemer med. De supplerer efter min mening hinanden godt. Du kan jo lægge dannelse ind i små portioner undervejs eller ved konflikter. Hvis der har været en situation i frikvarteret, så er det på sin plads at tage det op i timen efterfølgende.


Hvad oplever du i dag, er det 'nye sort', når vi taler dannelse?

Det kunne være det, der tales om tænketanken Sophia, hvor man børster Løgstrup og Grundtvig af, men meget af det, der kommer fra den fløj, er altså noget sludder. Modstanden mod for eksempel læringsmålstyret undervisning i de kredse er helt overgearet og ude af proportioner, mener jeg. Jeg var til møde med dem, hvor de opførte sig som nogle af de mest udannede - de afbrød for eksempel ministeren hele tiden.


Hvad burde dannelse set fra din stol være?

For mig er dannelse noget meget jordnært. Jeg ser dannelse som mere hverdagsagtigt end noget filosofisk - du kan kalde det sund fornuft. Også hvordan vi opfører os over for andre - det kan være trosretninger, på et besøg i Dubai eller helt almindeligt samvær.


Har du en helt, når det drejer som om dannelse?

Jeg har ikke nogen filosofisk helt. Udover mig selv (ha ha), heller ikke Emma Gad, selv om hun var god. Men sund fornuft og respekt - det er vel det vigtigste.


____________________________________


"At man i dannelsesprocesser skal møde det fremmede, overvinde det , for at komme hjem igen i en eleveret form; altså i en form, hvori man kan indgå i demokratiets fællesskab, et professionelt fællesskab"

Stefan Hermann om dannelse

45 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Gå aldrig glip af et indlæg!

Abonner nu, og få besked når vi udgiver noget!

  • https://www.facebook.com/Fredsblad/
  • https://www.instagram.com/fredsblad/

ABOUT US

FredsBlad er en forening på Københavns Professionshøjskoles læreruddannelse, Nyelandsvej.

I FredsBlad udkommer vi med artikler, interviews, tegneserier etc. som alle har drejer sig om lærerprofessionen.

bottom of page