.png)
Skrevet af Emilie Schrøder, 4. årgang
Vi bruger fire år på læreruddannelsen, før vi sendes ud i “den virkelige verden”. Fire år, som jeg, vel og mærke, ikke kunne forestille mig at skulle have været foruden. Men når jeg tager på arbejde, er der alligevel en tanke, der hver morgen går gennem mit hoved: “Er jeg overhovedet blevet klædt ordentligt på til dette?”
Jeg begyndte at arbejde i en deltidsstilling som lærer, da jeg startede på 4. årgang. Jeg var bevidst om, at det var en stor mundfuld at skulle varetage en deltidsstilling og et fuldtidsstudium på én og samme tid, men jeg havde ikke forventet det praksischok, jeg mødte - et møde med manglende tid og overskud, beskeder fra forældre på alle tider af døgnet og en konstant summen af dårlig samvittighed.
Det er hård kost at arbejde som lærer. Det er vi også blevet forberedt på fra studiet. Planlægning af undervisning, overvejelser om differentiering, mål og evaluering, redidaktisering af forældede læremidler, relationsarbejde, inklusion, arbejdstidsregler og meget andet. Alt sammen noget, vi har brugt oceaner af tid på at blive klar til gennem teori og praksisnære øvelser, praksissamarbejde og praktikforløb.
Men hvordan kunne det så være, at jeg alligevel løb panden mod en mur i mit møde med virkeligheden?
Der er så mange ting, vi bliver forberedt på, men alligevel følte jeg mig mere uforberedt end nogensinde før. Jeg er typen, der får dårlig samvittighed, hvis jeg ikke har haft tid til at læse dagens tekster og derfor dukker uforberedt op til undervisning på studiet - og lige så dårlig samvittighed, hvis jeg melder mig syg, selvom jeg er den eneste, der ved, at jeg ikke er syg, men blot er uforberedt. Denne dårlige samvittighed blev hurtigt erstattet af dårlig samvittighed over at glemme at præsentere dagens mål og over at glemme at samle op på dem igen i slutningen af timen. Dårlig samvittighed over at bede eleverne om at åbne Sigma for femte matematiktime i træk og dårlig samvittighed over ikke at kunne huske, hvilken side, de lavede i går. Dårlig samvittighed over aldrig at føle, at jeg gjorde det helt godt nok.
På studiet har vi tid til at planlægge, finpudse og justere de mindste detaljer, for vi har tre dages undervisning på studiet om ugen, og i praktikken er vi minimum to studerende om at dele mindre end 20 ugentlige undervisningslektioner. Og dér ligner virkeligheden på ingen måde den, som vi møder efter vores fire års uddannelse.
Heldigvis bliver det stille og roligt bedre med tiden, kan jeg sige nu. Man vænner sig efterhånden lidt mere til det. Med tiden bliver man bedre til at se de små sejre - de gange, hvor man har haft tid og overskud til at lave god undervisning! Og man vænner sig til den dårlige samvittighed de gange, hvor man ikke har - selvom den stadig er der. Man vænner sig mere og mere til, når forældre brokker sig over ting, som de ikke aner noget om. Men jeg forstår meget bedre nu, hvorfor så mange nyuddannede lærere knækker nakken, for det er hårdt at have dårlig samvittighed hele tiden. Men det er også det, der er nødt til at give os blod på tanden og gåpåmodet til at kæmpe videre.
Vi er bestemt ikke fuldt påklædt, når vi møder virkeligheden; det er koldt, det gør ondt at fryse og det er en lille smule pinligt at møde halvnøgen op. Men ingen kan have det hele fra starten. Vi er nødt til at huske os selv på, at alle lærere har været lige så letpåklædte som os på et tidspunkt - og de har klaret sig gennem vinteren alligevel.
