top of page
  • Forfatters billedeRedaktionen

Løgn og latin

Skrevet af: Camilla Schrøder, lærer



Kære kommende kolleger,


Før end I aner det, er det slut med fredagsbarer, udklædningsfester og beerbong-turneringer. I skal snart give afkald på at sove længe, skippe en forelæsning og være dem, der lader de andre styre en gruppeeksamen. I skal med andre ord ud i “den virkelige verden”, og tro mig, den er meget anderledes, end I har hørt om på studiet.

I skal allerede første arbejdsdag, tage en stor og skæbnesvanger beslutning. Hvor skal I sætte Jer på lærerværelset? Her bliver I nemlig mødt af den første af fem løgne, som jeg vil præsentere Jer for.


Løgn 1: Der er ingen faste pladser.

ALLE lærere har faste pladser, men bare rolig. Jer, der har prøvet livet som lærervikar kender til vikarbordet, men I er nu nyudklækkede lærere, så det bord bliver I, trods alt, ikke henvist til.

Løgn 2: I skal nu ned at møde Jeres nye klasse. De er ”livlige”, men smadder søde.

Nej, de er ekstremt larmende og uopdragne (tillægsord er mere misvisende end beskrivende på et lærerværelse)

Løgn 3: Klassens forældre ved det godt, men selvsamme forældregruppe er meget engagerede.

Nej, forældrene blander sig i ALT hvad du foretager dig. Mange af dem vil I opdage både har en holdning til dig som menneske og som fagperson.

Løgn 4: Dine nærmeste teammakkere har aldrig haft problemer med klassen eller forældrene.

Jo, det har de! Måske ikke så voldsomt, som I oplever det, men problemerne opstår ikke fordi I er kommet til.

Løgn 5: Det, som I har lært i pædagogik/psykologi er guld værd at kunne huske nu.

Nej, det er meget lidt, som I reelt vil få gavn af.


Livet som lærer er alt andet end glamourøst og ligetil. I vil føle Jer magtesløse, frustrerede og ubeskriveligt trætte. Det er hårdt at blive den nye elev i klassen. Der er uendeligt meget, som man ikke lige ved, har tænkt over eller set komme.

  • Den svære samtale, hvad enten det er med en elev, forælder, kollega eller ledelse.

  • Konflikter, som ikke kan sættes ind i en eller anden lært teori.

  • Traditioner, procedurer eller mangel på samme.

  • Kopimaskiner, bogdepoter og usikker internetforbindelse.

  • Glemte madpakker, linealer og betaling til klassekassen.

For ikke at glemme: Hvordan vurderer man karakterskalaen? Er det mig eller censor, der lægger ud med en karakter? Hvordan skal forældre kunne kontakte mig, skal de have mit mobilnummer? Hvem er min tillidsrepræsentant? Har skolen en sorgplan? Hvem melder jeg mig syg til?


Ja, jeg kunne blive ved. Listen er lang og I vil blive overraskede gang på gang.

Det kunne lyde som en skræmmekampagne, hvilket absolut ikke er intensionen, tværtimod. For selv den garvede lærer har været der, hvor I nu skal træde ind. Og dette både før og efter reformen. Det er bare som om, at den garvede lærer har udviklet en selektiv hukommelse på det punkt og ”tålt” alt det hårde ved udsigten til de mange og lange skoleferier.


Jeres ansvar ligger i at passe på Jer selv. Skru ned for Jeres egne forventninger, stik en finger i jorden, lad være med at ”melde” Jer, bare fordi en skal være ordstyrer, lad INGEN sætte spørgsmålstegn ved Jeres faglige kunne, stil spørgsmål, spørg om hjælp - hellere 10 gange for meget end for lidt.

Mit ansvar ligger i at passe på Jer, mine nye kommende kolleger.


Jeg glæder mig til at møde Jer!

240 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Gå aldrig glip af et indlæg!

Abonner nu, og få besked når vi udgiver noget!

  • https://www.facebook.com/Fredsblad/
  • https://www.instagram.com/fredsblad/

ABOUT US

FredsBlad er en forening på Københavns Professionshøjskoles læreruddannelse, Nyelandsvej.

I FredsBlad udkommer vi med artikler, interviews, tegneserier etc. som alle har drejer sig om lærerprofessionen.

bottom of page