Én forperson for mangfoldigheden.

Skrevet af: Mie Nymann Blitskov, 3.årgang.

Jeg møder Rasmus en kold tirsdag eftermiddag. Vi har aftalt at mødes på Nyelandsvej, og jeg har sat mig i sofaarrangement for at vente på ham.

To minutter efter kommer han ind ad døren. Rasmus er den type, hvis tilstedeværelse mærkes i et rum, han besidder en rolig og varm aura, som straks får en til at føle sig godt tilpas.

Rasmus fulde navn er Rasmus Holme Nielsen, han er for nyligt fyldt 26 år og læser til lærer på Københavns Professionshøjskole. Her har han dansk udskoling, samfundsfag og historie, og så er han netop blevet valgt som forperson for Lærerstuderendes Landskreds. Hvor han overtager førersædet d. 1. februar 2019.

Hans politiske engagement er ikke til at tage fejl af. Dette ses blandt andet på hans Facebook-profil, som tilkendegiver hans politiske tidslinje helt fra gymnasiet og frem til nu. Her fremgår alt fra ”tidligere næstformand for Danske Gymnasielevers Sammenslutning” til opslag omkring klimademonstrationer, og nu også hans nyerhvervede titel som ”forperson for Lærerstuderendes Landskreds”. Han gør ikke noget halvt, og det ses helt konkret på hans højre overarm, hvor logoet for LL har fået en permanent plads.

Rasmus og jeg starter med at slå fast, hvad LL egentlig er, for selvom jeg betragter mig selv som en engageret studerende, må jeg krybe til korset og indrømme, at LL ikke har været inden for min vidensradar i de to år jeg har gået her.

LL er en fagforening, som organiserer alle lærerstuderende i Danmark. Rasmus forklarer foreningens opgaver ved at dele det op i to facetter.

Der er servicedelen, som håndterer klagesager. Den anden del er af mere politisk karakter og arbejder ud fra den agenda, at vi som lærerstuderende og kommende lærere har en række værdier og interesser, som vi er fælles om. Her kæmper LL for, at de interesser og værdier bliver realiseret, for på den måde at skabe en endnu bedre læreruddannelse.”

Jeg graver lidt dybere i idéen omkring et fælles værdisæt, for hvordan sørger man for at høre alle medlemmers stemmer og varetage alles interesser med et medlemstal på 5500?

”Hvert år holder LL årsmøde, her kommer ca. 100, som alle repræsenterer en institution inden for lærerprofessionen. 100 kan lyde som et lavt tal med tanke på at det fulde medlemstal er 5500. Men de fremmødte brænder for at repræsentere deres institution og kan agere som talerør for deres medstuderende.”

Rasmus er en af de 100 ildsjæle. Han mener, at vi alle har et ansvar for at skabe den bedst mulige læreruddannelse, og man må sige, at han i den grad påtager sig sit ansvar. Hans mål for LL er mange, men han brænder bl.a. for at rykke ved normerne omkring kønsroller, normer, han mener, er nedern. Her har han sammen med resten af LL valgt at omskrive ’formand’ til ’forperson’, og på trods af at han møder flere, som undres over denne kamp, anskuer han det som en del af et større budskab. Han vil skabe plads til ALLE, og det starter ved at han d. 1. februar overtager pladsen som ’forperson’.

Hvis man googler ’forperson’ ser man, at LL og Rasmus’ valg om at kalde sig ’forperson’ rammer lige ind i en højaktuel kønsdebat. Ordet refererer til at være ’kønsneutral’, og det er præcis det budskab, Rasmus ønsker at sende. At det ikke handler om, hvilket køn du er, når du sidder øverst, i dette tilfælde i LL, men om hvilken passion du lægger for dagen, og hvilke mål du ønsker at opnå.

Rasmus er ikke bange for at diskutere og udtrykke sine holdninger omkring alt fra ovenstående dilemma til diskussioner omkring uddannelsens formål og folkeskolens værdier. Diskussioner, som ikke nødvendigvis skaber enighed over hele linjen, men i den korte tid jeg har snakket med ham, virker han som en person der formår at gøre det på en konstruktiv og rolig måde, så alle føler sig set og hørt, formegentlig også den evne der har ført ham mod lærerprofessionen. Han er velartikuleret og fremstår som typen, der altid har ja-hatten på. Man skal dog ikke tage fejl af, at han ikke er bange for at tage de diskussioner, vi andre ville have trukket os fra. Det er lige netop derfor, han er blevet valgt til at være forperson for LL.

Når jeg spørger, hvad det første Rasmus vil tage fat i, når han d. 1. februar træder til som forperson, er listen lang. Han lægger ud med at svare på, hvad Utopia ville være, hvilket tegner et billede af hans kæmpe tro på at skabe den ’gode uddannelse’.

”Utopia vil være, at de lærere, der kommer ud fra læreruddannelsen, kan være fremtidens fundament for folkeskolen som den suverænt vigtigste kulturbærende institution i det her samfund, og at de er bevidste omkring det. Jeg kunne godt tænke mig, at vi som lærerstuderende blev endnu bedre til at stå sammen om at tage patent på fortælling om, hvad vi som fremtidige lærere har brug for på læreruddannelsen, og hvad vi har brug for på den anden side”

Bredden på dette svar er dominerende, men Rasmus konkretiserer det for mig. Her kommer han med eksempler som: øgede investeringer på læreruddannelsen, mentorordninger når man kommer ud, nedsat tid de første to år i folkeskolen, og så har LL en drøm om at lave KLM-faget om, så det bliver splittet op i ”skolen i samfundet”, herunder folkeskolens formål og historik, og en anden del, der centrerer sig om ”medborgerskab og mangfoldighed”.

Det er derfor ikke svært at forestille sig, hvilken dagsordenen der kommer til at ligge for dagen, når Rasmus træder til.

Ideen om at dele KLM op i to, bunder i Rasmus’ grundholdning til folkeskolen. Her veksler han konstant imellem vigtigheden af grundværdier, som har en historisk tyngde, og det store skift, der har været i samfundet, hvor mangfoldigheden og diversiteten har fået en kæmpe rolle. Det er en vekslen, han gerne vil gøre endnu klarere på læreruddannelsen, og det er ifølge ham ikke to modstridende parter, men to parter der er essentielle og utroligt vigtige at forene for at skabe den gode uddannelse og de bedste folkeskolelærere.

Han har før haft succes med at forhandle sin politiske agenda igennem. Tydeligst husker han, da han fik indført fredagscafé på sit gymnasium efter mange års forsøg fra flere andre studerende. Dette er hvad han selv kalder sit politiske gennembrud, og han begrunder det med, at ”når jeg ser noget, der er uretfærdigt eller ikke fungerer, så kan jeg ikke lade være med at gøre noget”. En dybfølt passion for ALTID at handle på det uretfærdige er hans drivkraft, hver gang han påtager sig nye projekter. Det er derfor uundgåeligt ikke at vente i spænding på, at han går i ilden som ny forperson for LL.

Jeg må hvert fald bøje mig i støvet for engagementet og tilstå, at jeg glæder mig til at følge Rasmus’ rejse som forperson for LL.

Hvis du endnu ikke er medlem af LL, så bak op ved at melde dig ind på deres hjemmeside. Fællesskab må siges at være studerendes vigtigste ressource i kampen for at blive hørt. Lad os derfor alle sammen støtte de fællesskaber, der kæmper for vores rettigheder.